MAPS X UFFE ISOLOTTO

HORIZONTAL CATHEDRAL

09.04.2026 19:00 – 20:30

Nørregade 29, 4600 Køge

KØB BILLET HER

 

Velkommen til MAPS x The Artist  
 
MAPS x THE ARTIST er et nyt kunstnerstyret format, hvor samtidskunstnere indenfor kunst i det offentlige rum bringer MAPS og forståelsen for feltet ind i samtidsdebatten. Formatet ér materialet, og alt kan ske.  

Hvem opfører vi offentlige kunst for? For fortiden? For os nulevende? For de fremtidige generationer? For os mennesker eller for det ikke-menneskelige liv vi deler Jorden med?
  
Billedkunstner Uffe Isolotto omdanner i samarbejde med kurator og forfatter Jacob Lillemose MAPS nye foyer- og caféområde til et pop-up talkshow med uendeligt højt til loftet.  

Jacob Lillemose indtager rollen som vært, og Uffe Isolotto er gæsten.  

Udgangspunktet er Isolottos værk Horizontal Cathedral, der blev indviet på Aalborg Universitets campus i efteråret 2025 og består af fire 12 meter høje trælignende stålkonstruktioner med ålegræs og solopfangere i toppen.   

I løbet af talkshowet vil Isolotto og Lillemose sammen undersøge værkets dybe tid, dets fjerne fortid og fremtid, gennem en række fundne genstande. Nogle af dem fra fortiden, andre fra fremtiden. Der kommer selvfølgelig også yderligere gæster i studiet, der hver især har personlige erfaringer med værkets dybe tid.
  
Der er med andre ord lagt op til en aften om offentlige skulpturer i et udvidet tidsperspektiv.

MAPS BAR er åben og der kan købes snacks, øl, vin og vand. Entréen giver adgang til MAPS udstillinger.

KØB BILLET HER

 

Om kunstneren: 
Uffe Isolotto (f. 1976) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2007. Hans kunstneriske praksis kredser om de måder, hvorpå teknologiske, biologiske og sociale systemer former vores samtid. Han arbejder på tværs af medier, herunder skulptur, installation, digitale elementer og tidsbaserede værker. 

Et gennemgående motiv i Isolottos arbejde er kroppen – ofte fremstillet som en sammensat eller hybrid størrelse. Gennem disse figurer undersøger han grænserne mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige, mellem det organiske og det syntetiske. Værkerne peger på en posthuman tilstand, hvor mennesket i stigende grad er filtret sammen med sine egne teknologier og samtidig oplever en voksende afstand til både naturen og sig selv. 

Uffe Isolotto har udstillet bredt i både Danmark og internationalt, blandt andet på ARKEN Museum for Samtidskunst, Den Frie Udstillingsbygning, Nikolaj Kunsthal, Tranen – Rum for Samtidskunst, O–Overgaden og Malmö Konsthall. Hans værker indgår i de permanente samlinger på Statens Museum for Kunst og Holstebro Kunstmuseum. 

I 2022 repræsenterede han Danmark ved den 59. Venedig Biennale med udstillingen We Walked the Earth i den danske pavillon. Derudover har han realiseret permanente kunstprojekter i det offentlige rum, blandt andet ved Vendsyssel Teater i Hjørring og på AAU Campus Øst i Aalborg. 

 

Om vært og gæst Jacob Lillemose: 
Jacob Lillemose er ph.d. i kunsthistorie fra Københavns Universitet, forfatter og har skrevet omfangsrigt om samtidskunst i danske og internationale medier. Han er stifter af udstillingsplatformen X AND BEYOND – nu platformen ART X BEYOND og kuraterede den danske pavillon på Venedig Biennalen i 2022. Han arbejder på tværs af discipliner for at fremme udveksling mellem kunst og andre videns- og produktionsfelter. 

 

MAPS X The Artist – Redaktion og tilrettelæggelse Karina Lykkesborg 

 

Om værket Horizontal Cathedral 

Forestil dig en bygning, der breder sig ud over hele campus, og som en gigantisk katedral tårner sig højt op i landskabet. Den sprænger skalaen i forhold til de bygninger, du til daglig bevæger dig imellem og opholder dig i. Samtidig er den fra en anden tid. Eller rettere: Enten findes den ikke længere – eller også findes den ikke endnu. 

Det eneste, du kan se af bygningen, er fire gådefulde metalkonstruktioner, der står i udkanten af campusområdet. De er udført i rustet stål, og i toppen bærer de en bladlignende, hvid krone fyldt med ålegræs. Kniber du øjnene sammen og stiller skarpt, kan du se, hvordan optiske fibre via solopfangere belyser undersiden af ålegræsset, som var der tale om et eksperimenterende væksthus for de frø, vinden og områdets fugle bringer med sig. 

Metalkonstruktionernes organiske, næsten arketypiske træform peger på, at vi har at gøre med et byggeri, der ikke i klassisk forstand kan forstås som et byggeri. Snarere ligner de en slags hjørnesten, støttestruktur eller platform for en forestillet katedral. Og netop forestillingsevnen er afgørende her, for bygningen findes ikke. I hvert fald ikke i fysisk forstand. Til gengæld eksisterer den i stor skala i det forestillingsrum, som kunstneren Uffe Isolotto udfolder med Horizontal Cathedral. 

Forskere inden for en bred vifte af fag – fra filosofi til kvantefysik – peger på, at vi befinder os i en forestillingskrise. At vi, både som individer og som samfund, har svært ved at forestille os konsekvenserne af den destruktive måde, vi bebor planeten på – og derfor også har svært ved at forestille os de tiltag, der skal til for at bringe verden på ret kurs mod en mere håbefuld fremtid. Det er en krise, som kunsten, gennem sine spekulative former, fortællinger og billeder, på oplagt vis kan hjælpe os ud af. Ikke alene, men som en vigtig del af et kollektiv af fagligheder – ikke mindst de fagligheder, der fremmes på AAU. 

Værkets titel kan ved første øjekast virke paradoksal. For en katedral er jo ikke primært kendetegnet ved sin horisontale udstrækning, men udmærker sig snarere ved sin vertikalitet. Horizontal Cathedral er imidlertid ikke nogen almindelig katedral, og titlen skal forstås i overført betydning. Du skal forestille dig en katedral, hvor der både er uendeligt højt til loftet, og som åbner op til en uendelig vid horisont. 

I den forstand fungerer værket som en påmindelse om værdien og nødvendigheden af at anlægge det store perspektiv – i tid og i rum. Om at bruge forestillingsevnen til at se og tænke hinsides hverdagens processer og logikker. Men også om at lade forestillingsevnen være udgangspunkt for en form for “katedraltænkning”, hvor perspektivet og målet rækker ud over nutiden og strækker sig mod fremtidige generationer og den verden, de skal bebo. 

Og er det i sin essens ikke netop dét, et universitet er? Et sted, hvor forskningen gør nye opdagelser og dermed opdyrker og sår ny viden, som kan komme disse generationer til gode. 

 

Uffe Isolotto, Horizontal Cathedral, 2025. Foto: David Stjernholm

MAPS
Nørregade 29,
4600 Køge

CVR: 11985084

Åbningstider

Tir – søn: 11–17
Fre: 11-20

CAFÉ
Tir – søn: 11-17
Fre: 11-20