Forarbejder til Tove Storchs Skibet

11.09.2026 – 03.01.2027

Et kunstværk begynder længe før, vi møder det i det offentlige rum. I skitser, modeller og eksperimenter tager idéer form, materialer bliver afprøvet, og værket finder gradvist sit udtryk. Derfor indsamler og bevarer MAPS forarbejder med særlig national betydning eller lokal tilknytning, både for at give indblik i, hvordan kunst i det offentlige rum bliver til, og for at sikre, at væsentlige kunstneriske processer bevares for fremtiden.

MAPS præsenterer billedkunstneren Tove Storch’s forarbejde til Skibet. Udstillingen viser modeller, tegninger og skitser, der giver et indblik i processerne bag den 17 meter lange, røde betonskulptur skabt specifikt til midterrabatten langs Enghavevej i Bavnehøj i det sydvestlige København.

Med sin åbne og abstrakte form sendes tankerne i retning af et skib, en dråbe, en åbning eller en kropslig figur. Netop denne flertydighed er central for Storchs kunstneriske praksis, hvor materialer, former og betydninger hele tiden forskyder sig. Værket udspringer af Tove Storchs mangeårige undersøgelser af støbeprocesser, hvor materialets egne egenskaber er med
til at bestemme den endelige form. Til Skibet har hun eksperimenteret med at hælde gips og beton i udspændt stof, så massen synker og former sig efter tyngdekraften. Resultatet er en blød, organisk form, der står i kontrast til betonens hårdhed. En spænding mellem tyngde og bevægelse, fasthed og eftergivenhed.

Skulpturen er tæt forbundet med Enghavevejs historie. Vejen følger den tidligere kystlinje, og Bavnehøj har fået sit navn efter de bavner (signalbål), der i  middelalderen blev tændt her som faresignal til forbipasserende skibe. Skibet peger dermed både tilbage mod områdets maritime fortid og frem mod nutidens urbane flimmer, hvor biler og S-tog passerer forbi i høj fart. I dag kan de mange trafikanter opleve skulpturen som et hurtigt glimt på deres vej, hvorimod fodgængere har mulighed for at stifte bekendtskab med værket i et langsommere tempo, fra flere vinkler og på tættere hold.

Udviklingen af Skibet skete i dialog med lokalområdet gennem en række borgerworkshops, hvor beboere kunne afprøve Storch’s arbejdsmetoder og skabe deres egne mindre skulpturer. På den måde blev processen en integreret del af værket. Skibet er et eksempel på, hvordan et offentligt kunstværk både kan være et monument, et historisk pejlemærke og et sted for identifikation og fælles ejerskab.

Tove Storch (f. 1981) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 2007, Akademie der Bildende Künste i Wien i 2004 og Weissensee Kunsthochschule Berlin i 2006. Hun er blandt andet modtager af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat og Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, og hendes værker er at finde i en række offentlige samlinger, blandt andet på Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk; Malmö Museum of Art, Malmø og The Phillips Collection, Washington D.C.

Tove Storch bor og arbejder til daglig i København, og hun er repræsenteret af Galleri Nils Stærk.

MAPS
Nørregade 29,
4600 Køge

CVR: 11985084

Newsletter

Åbningstider

Tir – søn: 11–17
Tor/fre: 11-20

CAFÉ
Tir – søn: 11-17
Tor/fre: 11-20