Sanselig kunstvandring i København
BOOK HER
SE BYEN FRA OVEN, UNDER JORDEN OG GENNEM SAMTIDSKUNSTEN
Skal du og dine elever med MAPS på kunstvandring og se nye sider af den by, I kender så godt?
På turen skal vi under jorden til to metrostationer, op i Christiansborg Slotstårn og hen til kanalen ved Højbro Plads. Alle fire steder er der kunst, der handler om tid – den tid, vi er i nu, og den måde vi er forbundet til en fælles fortid og fremtid.
Lige nu dukker samtidskunst op overraskende steder i byen, hvor den giver os nye perspektiver på omgivelserne og os selv. Det er ikke traditionelle statuer, men noget helt andet, vi skal opleve.
I byen og hverdagen haster vi afsted. Tiden går hurtigt. Vi kører alle i et højt gear for nå det hele. Men på vandringen tager vi os god tid, vi forlænger tiden – kunsten giver os et pusterum, hvor vi er mere til stede med krop, sanser og i fællesskabet.
Eleverne sætter ord og billeder på urbane erfaringer – byens stemninger, steder, bevægelser, tempo. Vi arbejder tværmedialt med foto, tegning og lyrik i kombination med hinanden.
Der kommer et undervisningsmateriale med valgfrie øvelser før og efter byvandringen.
Fag: Dansk, Billedkunst og Samfundsfag
6-9. Klasse
Pris 600 kr.
Varighed: 2 timer
Se ruten ovenfor.
Vi mødes på Enghave Brygge Metro Station på 1. sal ved rulletrappen.
Spørg Sofie Andreassen san@mapsmuseum.com / 31 56 11 11 for mere info.
Foto-workshop på Refshaleøen
Foto: Marine Gastineau
DEN USYNLIGE BY MED GORDON-MATTA CLARK (FORLØB PÅ REFSHALEØEN)
Hvordan fortæller vi historier om et sted i konstant forandring? I Den usynlige by tager vi eleverne med på en kreativ rejse til Refshaleøen, inspireret af en af pionererne inden for kunst i offentlige rum, den amerikanske kunstner Gordon Matta-Clark.
Refshaleøen er et helt specielt område i København, hvor gamle skibe, industribygninger og vild natur mødes. Vi bruger kameraet som værktøj, når vi undersøger og udforsker det hemmelige, det glemte, det ukendte og det spirende nye i bydelen.
Eleverne bliver introduceret til Gordon Matta-Clarks eksperimenterende kunst og arbejder selv kreativt med fotografiet som kunstnerisk udtryk. Forløbet inviterer til at se byen på nye måder og skabe visuelle fortællinger, der forbinder fortid, nutid og fremtid.
Download lærerguiden her og læs mere om forløbet.
Forløbet starter på Refshaleøen, hvor klassen møder en MAPS-underviser.
Målgruppe: 7-10. klasse
Fag: Dansk og Billedkunst
Pris: 600 kr.
Varighed: 2,5 timer
Forløbet er udviklet i samarbejde med fotograf Marine Gastineau fra Turning Tables.
Tid og sted aftales nærmere med undervisningsansvarlig Sofie Andreassen på san@mapsmuseum.com / 31 56 11 11
Hverdagens teater
HVERDAGENS TEATER – PERFORMANCEWORKSHOP PÅ KØBENHAVNS HOVEDBANEGÅRD
I hvor høj grad er vores adfærd styret af sociale normer og regler? Og hvilke roller spiller vi hver især i ”hverdagens teater”?
Tag med til Københavns Hovedbanegård, hvor vi forvandler stationen til en levende teaterscene. Vi bruger sjove performanceøvelser og nysgerrige observationer til at undersøge, hvordan stationens travle liv minder om et skuespil, hvor alle har faste roller og rutiner, som gentages dag efter dag.
Vi dykker ned i teater- og kunstnerkollektivet Rimini Protokolls performance fra Hovedbanegården og genskaber små scener fra den. Eleverne skiftes mellem at være publikum og “skuespillere”, der bryder de usynlige regler med små, uventede handlinger. Hvordan reagerer de andre rejsende? Hvordan påvirker det os selv, når vi skiller os ud? Forløbet giver eleverne indsigt i performancekunst og skaber refleksion over, hvordan vores adfærd formes af sociale normer og regler i offentlige rum.
Forløbet starter under uret på Københavns Hovedbanegård, hvor klassen møder en underviser fra MAPS.
Målgruppe: 7-10. klasse
Fag: Dansk og Billedkunst
Pris: 600 kr.
Varighed: 1,5 timer
Tid og sted aftales nærmere med undervisningsansvarlig Sofie Andreassen på san@mapsmuseum.com / 31 56 11 11
Tanker om tid
FILOSOFI I BØRNEHØJDE GENNEM KUNSTEN
Hvordan husker vi som mennesker og samfund? Hvad er forskellen på personlige og fælles minder? Hvordan ser et minde ud, hvordan holder vi det fast og bærer det med os?
Eleverne skaber mindebøger med anvendelse af filosofi, poesi og egne billeder inspireret af de erindringsspor, vi finder i kunsten.
De skal blandt andet tegne mindebeholdere. Hvad kan opbevare et minde? En genstand, et sted, et stykke musik, et fotografi? Statuer er beholdere for fælles minder om fortiden, og de er med til at bestemme, hvad vi skal huske. Men hvad hvis et af de meste kendte værker i offentlige rum, Frihedsgudinden, blev skåret i tusinde stykker? Hvad sker der så med den frihed, hun repræsenterer?
Det er nogle af se spørgsmål, undervisningsforløbet stiller. Eleverne vil også opleve et uendeligt rum bygget af spejle af guld, en efterladt rusten bil med bagagerummet fuld af minder og et flyvende hus skabt af ”hud” fra bygninger.
Målgruppe: 7-10. klasse
Fag: Dansk og Billedkunst
Pris: 600 kr.
Varighed: 2,5 timer
Tid og sted aftales nærmere med undervisningsansvarlig Sofie Andreassen på san@mapsmuseum.com / 31 56 11 11