
Skulptur i byrummet
Lea Guldditte Hestelund:
The Keeper
Blivende
I rundkørslen for enden af Køge midtbys centrale Brogade står skulpturen The Keeper. Set bagfra ligner skulpturen umiddelbart en stor kampesten, men når man bevæger sig rundt om den, får man en overraskelse.

Foto: Torben Eskerod
I rundkørslen ved byens vandtårn for enden af Køge midtbys centrale Brogade står skulpturen The Keeper. Set bagfra ligner skulpturen umiddelbart en stor kampesten, men når man bevæger sig rundt om den, får man en overraskelse. For skulpturens indre er en hule, der omslutter et fint slebet æg. Stenens åbning munder ud i to fødder, som minder om tykke bjørnepoter, der varligt bevogter og beskytter ægget – og dem, der har lyst til at kravle ind i stenen.
Skulpturen er skabt af den danske billedkunstner Lea Guldditte Hestelund. Hun fortæller om værket: The Keeper er den første af sin slags: en offentlig skulptur, der i sin krop også rummer andre kroppe. Et sted man kan tage ophold, finde ly og skjul. Den er på sin vis også en moderskulptur til den omfattende udsmykning, jeg arbejder på til det nye Sjællands Universitetshospital Køge.

Foto: Torben Eskerod
‘The Keeper er den første af sin slags: en offentlig skulptur, der i sin krop også rummer andre kroppe. ’— Lea Guldditte Hestelund

Foto: Torben Eskerod
Med en generøs donation fra Ny Carlsbergfondet blev The Keeper i 2024 en del af MAPS samlingen – som det første samlingsværk nogensinde placeret i byrummet, hvor det er til glæde for alle og tilgængeligt 24/7 blot fem minutters gang fra museet.
The Keeper blev skabt til udstillingen Hummings – en udstilling i Køges byrum og landskaber, en ambitiøs international udstilling produceret af MAPS, som foldede sig ud fra 14. august til 26. september 2021.