Til pryd og propaganda

Til pryd og propaganda – til hverdag og fest

01.12.2024 – 16.02.2025

Udstillingen TIL PRYD OG PROPAGANDA – TIL HVERDAG OG FEST viser 180 plakater, der fortæller de mange historier om alt fra at aktivisme, politiske protester og klimabevidsthed til kunstnerisk udfoldelse, fællesmøder, støttefester og fødselsdagsfejringer på Christiania gennem tiden.

Foto: Jan Søndergaard

Plakater har altid spillet en meget vigtig rolle i både den interne og eksterne kommunikation i Christiania.

De fleste plakater relaterer sig til en begivenhed: En Aktionsdag med arbejde for fællesskabet, en støttefest for børnenes skitur, en Sct. Hans eller vintersolhvervsfest, julemarked eller juleaften i Grå Hal, en koncert på Loppen, Nemoland eller Månefiskeren, gøglercabaret eller Sønderho bal i Operaen, en udstilling i Gallopperiet, en bisættelse i Frelser kirken, foredrag, film eller fællesmøde, et kommunalvalg, en demonstration til Christiansborg osv. Men rigtig mange plakater er skabt ud fra devisen: Hellere en plakat uden begivenhed, end en begivenhed uden plakat.

Derfor er der også plakater, der viser dronningen med et Christiania-diadem og -øreringe, en buket tørrede blomster med teksten ’Lad Christiania leve’, en lotusblomst med den osende storby som baggrund, tegninger af Christianias genbrugsideer, malerier med Christiania-motiver uden anden tekst end ’Christiania’ samt plakater, som underfundigt og kunstnerisk udtrykker og kalder på kærlighed og respekt for Fristaden. En helt særlig genre er fødselsdagsplakaterne, som ikke har andet formål, end at give en kunstner lejlighed til at vise sin kunnen, dele sin glæde og hylde fødselaren. Andre plakater er mere eksplicit debatterende, propaganda-agtige og bærere af holdninger til aktuelle problemstillinger, heriblandt de problemer, der har været forbundet med Christianias generelle accept af hash som rusmiddel og et supermarked, som har tiltrukket politi og kriminelle i en voldspiral omkring Pusher Street.

 

Foto: Jan Søndergaard

Samlet set bærer Christiania-plakaterne præg af, at de hele vejen har været et middel i de indre og ydre kampe for Fristadens overlevelse, ikke kun ved deres direkte budskaber, men i høj grad også i kraft af den kunstneriske energi og omhu, der er lagt i udførelsen, som har betydet, at plakaterne stadig står som et af de mest ægte udtryk for Christianias ånd og idealer.

Foto: Jan Søndergaard

Foto: Jan Søndergaard

Udstillingen er kurateret af Christianias stadsarkivar Ole Lykke Andersen i samarbejde med Ulrikke Neergaard, MAPS.

MAPS’ udstillingsprogram 2024-2026 er støttet af Det Obelske Familiefond.

 

MAPS’ EGET TRYKKERIVÆRKSTED FOR BØRN

Hver dag i museets åbningstid inviterer vi hele familien til at udfolde sig i vores trykkeriværksted, der er skabt specielt til udstillingen. Her kan I designe og lave jeres egne personlige julegaver, fx notesbøger, plakater og postkort, inspireret af udstillingens mange farverige tryk. Værkstedet er åbent og til fri afbenyttelse i hele museets åbningstid.

Børn er gratis, voksne i følge af et barn kommer ind til halv pris.

Foto: MAPS

MAPS
Nørregade 29,
4600 Køge

Åbningstider

Tir – søn: 11–17

CAFÉ
Tir – lør + 1. søndag i måneden: 12–16