Fra universets uendelige mørke til kunsten midt i hverdagen. Fredag den 11. september åbner MAPS en ny sæson med to nye udstillinger, præsentation af årets program, elevudstilling, koncert, film og mad.
En ny sæson begynder på MAPS, og vi fejrer den både på museet og ude i byen.
Direktør Malene Natascha Ratcliffe præsenterer MAPS’ kommende program, kunstnere, projekter og initiativer, der det næste år skal bringe kunsten tættere på mennesker i Køge og på tværs af Danmark.
Samtidig åbner vi to nye udstillinger, der på hver sin måde undersøger, hvordan kunst opstår, bevæger sig og bliver en del af vores fælles rum.
Træd ind i et sort hul
På Stationspladsen foran Køge Station kan du opleve Cecilie Waagner Falkenstrøms A Black Hole Calling Us, en stor interaktiv installation, der tager dig med på en rejse mod og ind i et sort hul.
Træd ind mellem værkets otte skærme og stil dig i centrum. Her bliver din egen krop en del af værket, mens billeder og lyd omslutter dig og skaber fornemmelsen af at bevæge sig ind i en anden dimension.
Værket befinder sig i krydsfeltet mellem kunst, teknologi og videnskab og bringer noget, der normalt findes millioner af lysår væk, helt ind i hverdagen på Stationspladsen i Køge.
A Black Hole Calling Us kan opleves fra 11. september og en måned frem mellem kl. 15 og 21.
Værket er støttet af Ny Carlsbergfondet og Statens Kunstfond.
Cecilie Waagner Falkenstrøm. A Black Hole Calling Us, ARoS 2026. Photo Mads Smidstrup
Hvad laver et 17 meter langt skib her?
På museet åbner Skibet, Der Strandede på Enghavevej, hvor MAPS går tæt på processen bag Tove Storchs 17 meter lange røde betonskulptur Skibet.
Modeller, tegninger og skitser åbner døren til kunstnerens arbejdsproces og viser, hvordan eksperimenter med blandt andet gips, beton, stof og tyngdekraft gradvist har formet det færdige værk.
Resultatet er en form, der både virker tung og blød, fast og bevægelig, som et skib, en dråbe, en åbning eller måske en krop?
Udstillingen kan opleves på MAPS frem til 3. januar 2027.
Den næste generation åbner dagen
Traditionen tro indleder vi dagen med at give plads til den næste generation, når elevudstillingen åbner med værker fra MAPS’ læringsforløb.
Med afsæt i den brasilianske kunstner Hélio Oiticicas praksis har eleverne arbejdet med farve, kostumer, dans, performance, tegning og collage, og undersøgt, hvad der sker, når kunst ikke bare er noget, man ser på, men noget man selv træder ind i.
Sæsonåbning
Efter den officielle sæsonåbning og præsentationen af det kommende årsprogram ved Malene Natascha Ratcliffe går vi samlet mod Stationspladsen, hvor Cecilie Waagner Falkenstrøm introducerer A Black Hole Calling Us.
Tilbage på MAPS fortsætter aftenen med koncert med Emil F og Frederik Valentin, Movie Mingle med Howl’s Moving Castle og noget godt at spise og drikke.
Kom med, når vi skyder en ny sæson i gang med kunst, musik og oplevelser; på museet og ude i byen.
Program
Kl. 16.00
Åbning af elevudstilling
Kl. 16.15
Tale til eleverne ved Malene Natascha Ratcliffe
Kl. 17.00
Officiel sæsonåbning på MAPS
Kl. 17.15
Præsentation af MAPS’ kommende program ved direktør Malene Natascha Ratcliffe
Kl. 17.40
Introduktion til A Black Hole Calling Us ved Cecilie Waagner Falkenstrøm på Stationspladsen
Kl. 18.00
Koncert med Emil F og Frederik Valentin
Senere på aftenen
Movie Mingle: Howl’s Moving Castle
Der serveres fingerfood, snacks og drikkevarer i løbet af aftenen.
Praktisk
Fredag den 11. september 2026 fra kl. 16
MAPS
Nørregade 29
Køge
A Black Hole Calling Us opleves på Stationspladsen ved Køge Station.
Der er gratis adgang for alle – Årskort (Voksen+1) kan købes til halv pris på dagen.